2. påskedag 2003, Luk 24,13-35

Bøn:

»Opstandne Herre og Frelser, din opstandelse overgår al forstand, så vore øjne holdes til og vi ikke kender dig, åbenbar dig for os i dit ord, bliv hos og hold nadver med os. Find os i det mørke, vi går rundt i, og rør ved vore hjerter.«

»Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas...«

(Teksten læses)

I dag hører vi om to af Jesu disciple, der møder den opstandne på vej til byen Emmaus. 60 stadier er ca. 11½ km. Byen findes stadigvæk i Israel den dag i dag, og man kan besøge den. Kleopas, der nævnes som én af disciplene på vejen, var ikke én af de tolv, men var Jesu onkel, bror til Josef, og Kleopas’ søn Simon blev siden hen leder af den kristne menighed i Jerusalem. Én af kvinderne ved graven var i øvrigt også Kleopas’ kone. Det kan man læse om hos kirkefædrene.

Det kan virke mærkeligt på os, at de ikke kunne genkende Jesus, som de formentlig var vant til at se hver dag. Evangelisten siger, at deres øjne først åbnedes, da de så Jesus bryde brødet, ligesom han havde gjort det aften før han blev arresteret. Jesus har ikke ønsket, at de skulle genkende ham, før han havde udlagt Det gamle Testamente for dem og forklaret, hvorfor det var nødvendigt, at Guds Søn skulle dø og genopstå.

Vi har allerede i Langfredags tekst mødt nogle af de skriftsteder i Gamle Testamente, der peger hen på Jesus, bl.a. Salme 22 og Esajas kap. 53. Salme 22 starter med ordene "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" og slutter med en lovprisning af Gud, der også taler om opstandelseshåbet: "alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham, \ alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham." Esajas 53 handler om Herrens lidende tjener, der bærer straffen i vores sted, og siger bl.a.: "han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere." Dette er centrale steder, når man skal forklare Jesu død og opstandelse udfra Gamle Testamente. Det kunne have været interessant, hvis deres diskussion på vejen til Emmaus var blevet skrevet ned, men det meste af det er nok kommet med i evangelierne og i den første menigheds kristne forkyndelse.

Vi hører om, hvordan Jesus taler til de to disciple, og hvordan deres hjerter "brænder" ved at høre ham. Men det er først, i det øjeblik Jesus handler, da han bryder brødet, at deres øjne åbnes. Måske er det sådan med os mennesker, at vi har brug for noget ydre, førend vi forstår det åndelige. Ordet har brug for at handle i os og at gøre noget ved os. Det er det, som gerne skulle ske, når vi modtager nadveren. I det øjeblik er vi ligesom de 2 disciple i Emmaus, der - efter at have hørt ordet - i et øjeblik ser, at Jesus er den opstandne Herre og mester.

I denne verden ser vi kun sandheden om Guds herlighed i glimt, ligesom i et spejl, siger Paulus i 1.Korintherbrev 13. Måske er det derfor, at Jesus kun viser sig for disciplene i et øjeblik. Fordi vi ikke skal vandre i skuen, men i tro. Det man ser hver dag, lærer man ikke altid at påskynde rigtigt, indtil man har prøvet at miste det. Det var derfor Judas kunne få sig selv til at forråde Jesus, og for sent gik det op for ham, hvad det virkelig var, at han havde gjort.

Det hellige for stort for os kødelige mennesker. Det ville ikke være sundt for os hele tiden at skue det gode, det smukke og det sande. Vi er syndige mennesker, og før eller siden kommer vi til at profanere det ved ligegyldighed eller sarkasme eller pludselig fjendtlighed. Vi lader os for let distrahere. F.eks. af andre folks mening. Eller af vores egne konfliktfyldte følelser. Eller vores fortid. "Gå væk fra mig, for jeg er syndig mand", siger Simon Peter til Jesus ved deres første møde ved Genesaret Sø. Bare man ser det guddommelige én gang i sit liv, er det nok til, at det ændrer én for altid. Fordi lidt er godt betyder ikke, at mere nødvendigvis er bedre. Vi må nøjes med det mål af vished, som Gud har valgt at give os.

»Salige er de, som ikke har set og dog tror,« siger Jesus til tvivleren Thomas. Sådan har Gud forordnet det: At vi skal leve i tro, håb og kærlighed og ikke som dem, der har alle svarene på forhånd og kan gennemskue, hvordan alting hænger sammen. Disciplene fik lov til at se Jesus i levende live som den opstandne. Vi må nøjes med at tro på det, men vi er lige så salige som de var dengang, for Kristus er med os alle dage indtil verdens ende, og vi er elsket og tilgivet af ham, som ofrede sit liv for os og besejrede døden.

Stefanus så himlen åben og Jesus sidde ved Guds højre hånd, da han blev stenet til døde af farisæerne. Sådan en følelse af vished kunne man tit ønske sig, specielt når det går dårligt i verden, og der er i knas i éns liv, og man oplever skuffelser og tilbageslag. Men det vigtigste er ikke, at vi ser himlen åben, men at himlen er åben. At barrieren mellem Gud og Hans børn, det der skiller os - nemlig vores synd og alle de ting, som vi ikke selv kan gøre godt igen, alt det ødelagte, som vi ikke kan genoprette, uanset hvor meget vi ønsker, at vi kunne gøre det - at denne uigennemtrængelige mur er blevet gennembrudt af Jesus.

AMEN

Lovprisning: Lov og tak og evig ære...

Kirkebøn

Meddelelser

Apostolsk velsignelse